Kontraktforskere fra København får millioner fra britisk investor

Stephan Thorgrimsen og Sune Justesen har landet en millioninvestering til deres fem år gamle CRO-virksomhed Immunitrack. Pengene skal blandt andet bruges til at udvikle et computerprogram, der kan forudse, hvordan immunforsvaret vil reagere på forskellige stoffer.
Stifterne bag Immunitrack, adm. direktør Stephan Thorgrimsen (tv.) og forskningsdirektør Sune Justesen (th.) | Photo: Immunitrack
Stifterne bag Immunitrack, adm. direktør Stephan Thorgrimsen (tv.) og forskningsdirektør Sune Justesen (th.) | Photo: Immunitrack
AF KEVIN GRØNNEMANN

Der er millioner på vej fra London til Ole Maaløes Vej i København, hvor makkerparret Stephan Thorgrimsen og Sune Justesen holder til med deres selskab Immunitrack.

Immunitrack har netop landet en investering fra den britiske investor Blenheim Capital, som også har fået en option på at skyde endnu flere penge i selskabet, hvis alt går som planlægt.

"Det er en ret stor milepæl for os i forhold til den fremtid, vi forestiller os. Det gør, at vi kan skalere væsentligt op og sætte fart på udviklingen," siger Stephan Thorgrimsen, der er adm. direktør i Immunitrack, til MedWatch. Han ønsker ikke at oplyse, præcis hvor stor investeringen fra Blenheim Capital er.

"Der er tale om nogle millioner, og så er der også en option i det. Så hvis vi får nok medvind inden for de første år, kommer der et meget større beløb efterfølgende," fortsætter han.

Immunitrack laver kontraktforskning for medicinalselskaber og beskæftiger sig med at forudse og påvise, hvordan immunforsvaret reagerer på lægemidler.

Det indebærer, at Immunitrack producerer reagenser, der kan bruges til at undersøge immunforsvarets reaktion, og samtidig er de to stiftere i færd med at udvikle et computerprogram, som kan simulere, hvordan immunforsvaret vil reagere på forskellige stoffer.

Opruster forretningen

Det er her, at den nye millioninvestering kommer ind i billedet. Den skal både bruges til at opruste produktionen af reagenser og til at udvikle simulationsprogrammet, så Immunitrack kan komme tættere på sit langsigtede mål.

"Vi vil gerne blive verdensførende inden for det, vi er gode til: Arbejdet med at forudsige patienters immunrespons. Og så vil vi gerne ikke bare være service provider, men måske også partner på nogle projekter," siger Stephan Thorgrimsen.

Han fortæller, at alle medicinalselskaber, der arbejder med vacciner, antistoffer og proteinbaserede lægemidler, er mulige kunder for Immunitrack.

Med det nye simulationsprogram håber han specielt på at fange opmærksomheden hos selskaber, der arbejder med kræftvacciner. Det skyldes, at simulationsprogrammet kan hjælpe selskaber med at finde ud af, hvilke komponenter de skal have med i deres vaccine for at opnå maksimal effekt hos den enkelte patient.

Der findes i forvejen lignende simulationsprogrammer på markedet, men Stephan Thorgrimsen sætter sin lid til, at Immunitracks fremgangsmåde er bedre end de nuværende produkter.

"Vi måler immunforsvarets respons på en anden måde, som vi mener giver færre falske positiver end de produkter, der findes på markedet," siger han.

Startede med et lægemiddel

Stephan Thorgrimsen og Sune Justesen stiftede Immunitrack for fem år siden, efter at de to havde mødt hinanden gennem iværksætternetværket Rebbls.

"En af mine venner fra det miljø kendte Sune og vidste, at han var på udkig efter nogen, der kunne hjælpe ham med et projekt. Og han vidste også, at jeg var interesseret. Det viste sig, at vi var et rigtig godt match," fortæller Stephan Thorgrimsen.

Oprindeligt forsøgte makkerparret at udvikle en lægemiddelkandidat til behandling af autoimmune sygdomme. Det projekt skaffede dem en tidlig investering fra Novo Nordisk Fonden.

"Vi testede midlet i rotter, men det viste ikke det, vi havde håbet på. På det tidspunkt stod valget mellem at lukke eller at prøve at bruge noget af den viden, som Sune havde, på en anden måde," siger Stephan Thorgrimsen.

"Vi tænkte, at der var et ret stort potentiale i det her område (som selskabet beskæftiger sig med i dag, red.), og fik på ret kort tid en kontrakt med en stor farmavirksomhed. Dengang havde vi en halvdårlig hjemmeside og var ikke kendt overhovedet, så den kontrakt beviste for os, at der var et stort behov i markedet," fortsætter han.

Mens Stephan Thorgrimsen, der har en Ph.D. i biokemi og molekylærbiologi og en kandidatgrad i entreprenørskab fra CBS, har fået rollen som adm. direktør i Immunitrack, er Sune Justesen, der har en Ph.D. i immunologi og proteinkemi, blevet forskningsdirektør.

"Indtil september sidste år var vi os to, der stod for stort set det hele. Produktion, marketing, you name it. Så begyndte tingene at accelerere væsentligt, og vi har ansat fire nye medarbejdere," siger Stephan Thorgrimsen.

Det unge selskab har allerede bevist, at det har en solid forretning. I Immunitracks seneste regnskabsår fra juni 2016 til juni 2017 omsatte selskabet for 1 mio. kr. og landede et overskud på 240.000 kr.

Og Stephan Thorgrimsen er sikker på, at den nye investering fra Blenheim Capital, som er britisk ejet men baseret i Hongkong, blot er begyndelsen.

"Jeg tror ikke, det er den sidste investering, vi får," siger han.

Ny mand i bestyrelsen

Samtidig med investeringen har Immunitrack fået et nyt medlem af bestyrelsen i form af Robin Campbell, der har en fortid hos GSK og sidder i bestyrelsen i det britiske biotekselskab Hemogenyx Pharmaceuticals.

Han skal hjælpe selskabet med at skaffe nye investeringer, og så skal han bidrage med sin ledelseserfaring, siger Stephan Thorgrimsen.

"Han kan se tingene med VC's (venturekapitalisters, red.) øjne, og i forhold til nye investeringer vil han kunne give os et løft. Og så har han en hel del erfaring med ledelse fra bestyrelsen i forskellige biotekselskaber. Han ved, hvad der skal til for at skabe vækst," siger Stephan Thorgrimsen.

Robin Campbell har desuden en fortid hos investeringsbankerne Credit Suisse og Jefferies, hvor han lavede research til investeringer i life science-sektoren.

Share article

Sign up for our newsletter

Stay ahead of development by receiving our newsletter on the latest sector knowledge.

Newsletter terms

Front page now

Further reading